Opera-sanger i rødt overraskede
Waaauuuv….! Hold da op! Sikke mange vi er. Fantastisk!
Tina Emiliussen kunne ikke skjule sin begejstring, mens hun kiggede ud over bordene på
Månen. Godt et hundrede mennesker var mødt frem til årets generalforsamling i
Opstrammeren. Formentlig rekord.
Formanden for motionscentret var tæt på at lette fra Månens overflade, men nøjedes dog
med at skæmte med, at foreningen til næste års generalforsamling ”nok var nødt til at leje
Haderslev-Hallen”.
45 minutter senere sluttede centerleder Randi Christiansen aftenens generalforsamling af.
Også med at lovprise det store fremmøde.
”Det er jo ikke utilfredshed med vores motionscenter, der gør, at I møder så mange op til
vores generalforsamling. Tværtimod er det fordi, I er glade for centret”, konkluderede
Randi og tolkede de mange besatte stole med det, der også kendetegner hverdagen i
centret på Bygnaf:
at motion og fysisk udfoldelse nok er vigtig, men at det sociale samvær måske i lige så høj
grad er det, der giver værdi i Opstrammeren. Hvad enten fællesskabet udfoldes under
træningen eller med kaffe og snak i caféen bagefter.
”Kæmpe tak for jer alle sammen. I er det hele værd”, lovpriste Randi de mennesker, hun er
sammen med hver dag.
Godt nok varede generalforsamlingen for året 2025 kun de tre kvarter. Men de fleste af
medlemmerne mødte op allerede en halv time før start. Ikke kun for at sikre sig en af de
pladser, de indtager hvert eneste år. Men også for at hygge og snakke ved bordene.
Medlemmer, der er glade og tilfredse med centret? Ja, alene efter den rekordhurtigt
afviklede generalforsamling at dømme. Ikke et eneste kritisk ord lød til formandsberetning,
regnskab, og budget 2026 ligesom samtlige valg til bestyrelsen var genvalg. Hvert eneste
dagsordenpunkt udløste i stedet massive klapsalver. Så det blev en nem aften for Erik
Pedersen – dirigent i så mange år, at han ikke selv kan huske antallet.
Alt forløb dermed stort set som generalforsamlinger i Opstrammeren plejer at forløbe. Og
dog. På et punkt fik medlemmerne sig til sidst en artig overraskelse. Nemlig da det
traditionelle, kulturelle indslag løb af stablen.
Lettere forsinket trådte en blond kvinde iført knaldrød kjole ind i den tætpakkede sal, gik
slalom mellem stole og borde og styrede op foran scenen, hvor hun kort annoncerede, at
hun hed Anna Maria Wierød, var operasanger og ville synge tre numre.
Og så begyndte damen ellers at synge. Med en stemme så kraftig og høj, at den nåede
længere op end til månen. En stemme, der kaldte på en vis måben, mens også beundring
hos mange rundt omkring ved bordene. Operakendere eller ej. Også kvinden i rødt
fremkaldte en rungende klapsalve efter de tre sange.
”Jeg syntes, vi skulle prøve noget nyt og anderledes”, smilede centerleder Randi
Christiansen til valget af 40-årige Anna Maria Wierød, der har boet en del af sit liv i
Haderslev, men også har været rundt i den store verden. For to år siden vendte hun
tilbage og flyttede ind i sin fars lejlighed efter faderens – Ole Wierøds død. Han var
kordirigent og teolog. Anna Marias onkel var musikeren Uno Wierød.
”Jeg er vokset op i en musikfamilie og har altid sunget”, fortalte Anne Maria Wierød
bagefter. Hun er sopran, solistklasse-uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2015
og samme år modtager af Leonnie Sonning Musik Prisen. Hun er fast solist i DR
Koncertkoret og assisterer jævnligt i DR Vokalensemblet. Hun optræder desuden ved
forskellige lejligheder rundt i hele Danmark og Europa.
Og altså nu også i Opstrammeren i Haderslev….
Nedslag på et år i Opstrammeren
Du kan læse alt om dette års generalforsamling andetsteds her på hjemmesiden.
Her blot nogle faktuelle nedslag om året 2025.
Opstrammeren gik ud af 2025 med 1784 medlemmer. Aldersgennemsnittet var 53 år.
Størstedelen af medlemmerne er mellem 50 og 79 år.
Centret talte 42 frivillige. Inklusive seks medlemmer af bestyrelsen. Centerleder Randi
Christiansen er den eneste ansatte.
To frivillige instruktører er stoppet. Ellen og Hans Henrik. Begge i spinning. Kim er ny
spinninginstruktør og Olaf ny instruktør i yoga.
Nyanskaffelser: to romaskiner og nye kettlebells.
2025 viste en omsætning på 4,36 mio. kr. og et overskud på cirka 38.000 kr. (se
Årsrapport)
Der var genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Verner, Orla og Torben (suppleant) samt
revisor Søren.
Kontingent er uændret i 2026 i et budget, der forventes at give et overskud på cirka 69.000
kr. og en bankbeholdning på ca. to mio. kr.

Et udsnit af de godt hundrede medlemmer, der havde fundet vej til Månen og samværet
omkring den årlige generalforsamling.

Begejstret formand og centerleder, Tina Emiliussen og Randi Christiansen – jublede over den store tilslutning til generallforsamlingen.

Erik Pedersen (tv) er fast inventar som dirigent til Opstrammerens generalforsamlingen –
og husker ikke selv hvor mange. Her i snak med Tina Emilussen.

Orla Bryld Mortensen præsenterer budgettet for 2026, der endnu en gang demonstrerer en
veldrevet forening bag motionscenter Opstrammeren.

Næstformand i Opstrammerens bestyrelsen Allan Kjær fortalte om det ny bookingsystem,
der træder i kraft 19. maj. Det sker blandt andet med en app som adgang til centret, men også en kode kan anvendes. Bare rolig, forsikrede Allan. Vi skal nok hjælpe alle, der har brug for det.

Sopran og operasanger Anne Maria Wierød var en smule forsinket og blev modtaget af
Randi Christiansen ved indgangen til Månen.
