Opstrammeren Bygnaf 2B, 6100 Haderslev +45 74 52 49 44

Læs alle de gode historier herunder

Efter halvandet år i Opstrammeren:

Henning har smidt 68 kilo

Tidligere pædagog Henning Raahauge lagde sit liv helt om, da han blev pensionist.

Af Flemming Just

31. december 2018. En dato, der sætter punktum for et arbejdsliv. Og markerer en skillelinje. Nytårsdag går Henning Raahauge på pension. Et nyt liv begynder.

Og så er der lige det, at han er endog meget overvægtig. Vejer 148 kilo……

- Jeg havde et klart valg: Enten lægge mig på sofaen og dø. Eller at tabe mig.

Den nu 67-årige tidligere pædagog vælger det sidste. 6. januar 2019 melder han sig ind i Opstrammeren. Det bliver starten på et helt nyt og bedre liv. I dag vejer han 80 kilo. Altså har han smidt 68 kilo på en krop, der er 1,73 meter høj. I løbet af halvandet år.

- Jeg har det godt nu. Fantastisk godt, siger Henning med begejstring i både stemme og øjne. Han tøver ikke med at give motionen på Bygnaf en store del af æren.

I begyndelsen trænede han tre gange om ugen i Opstrammeren. Nu træner han hver eneste dag fra klokken 06 og halvanden time frem. Altid kun på cross-trainer´en i stueetagen lige inden for døren.

- Jeg har det rigtig godt, når jeg kommer herned. Og jeg har det dobbelt så godt, når jeg tager hjem igen.

Medtaget af stress

Men Henning Raahauge havde det ikke godt i begyndelsen af sit  pensionistliv i 2019. Han var hårdt mærket af sin sidste tid som pædagog på Fuglemajgård i Grønbæk ved Jels. En institution for udviklingshæmmede, hvor han havde arbejdet i næsten 25 år.

Han følte det efterhånden som en belastning at arbejde med beboerne på institutionen, og den sidste af tre påsatte på gården gav ham det sidste skub.

- Jeg fik stress, for jeg kunne ikke slippe mit arbejde og alle problemerne derude. Og så var vi altså tæt på at brænde inde den tredje gang, en beboer satte ild på.

Henning var så medtaget mentalt, at han måtte søge psykolog, selvom han altså var gået på pension. En af årsagerne var, at han stadig blev kontaktet af institutionen, fordi alle papirer og computere med oplysninger om beboerne var gået tabt ved den seneste brand.

- Jeg havde jo det hele i hovedet efter mine mange år på stedet. Derfor ringede de hele tiden til mig. Somme tider ti gange på en dag.

Det var det, Henning fik det dårligt af. Han kunne ikke slippe for problemerne ude ved Jels.

- Men efter 20 samtaler med psykologen var jeg stort set blev renset ud. Så begyndte jeg at blive normal igen.

Røg 60 cigaretter om dagen

Paradoksalt nok var det en stor rygelast, der gav startskuddet til Hennings markante overvægt. I mange år røg han 60 grønne Cecil om dagen, da han er dag besluttede at stoppe, fordi beboerne på institutionen altid stjal hans ligthere – med risiko for, at de stak ild i gården igen.

- Fra den dag begyndte jeg at tage på. Samtidig følte jeg, at jeg ikke havde overskud til at dyrke motion.

Men alt det er passé for den glade pensionist, der udover sin daglige tur til Opstrammeren også dyrker campinglivet sammen med sin kone. Parret har en campingvogn stående i Anslet. Desuden er han ledsager for en tidligere beboer på Fuglemajgården. De to  svømmer sammen med hver torsdag. Henning bruger også tiden på et par værgemål. Og så var han og konen og otte familiemedlemmer først på året i Tanzania, hvor de besøgte et børnehjem og fik andre store oplevelser med sig hjem.

- Vi havde flere kufferter fyldt med tøj, legetøj, smykker, telefoner og andet med derned, for de er så fattige, at man ikke forstår det. Såbliver man glad for at bo i Danmark.

Opstrammeren – mit et og alt

Henning og familien nåede lige hjem inden Corona´en lukkede Danmark og Opstrammeren ned….nu har centret på Bygnaf heldigvis for længst fået normal åbning:

- Det her sted er jo mit et og alt, siger Henning, der ikke kan lade være også at komme med denne bemærkning:

- Jeg er faktisk fantastisk stolt af mig selv. Det vil jeg altså have lov til at være.

Hudfolderne skal også væk

Henning Raahauge løfter samtidig op i den svedige t-shirt og åbenbarer resultatet af et vægttab på 68 kilo: Store, tunge hudfolder fra brystet, der hænger i etager hele vejen ned – dér, hvor de mange kilo har siddet.

- Det ser jo forfærdeligt ud. Jeg kan ikke holde mine bukser oppe. Og så giver folderne svamp. Så nu har jeg fået lov til at få dem opereret væk her i efteråret. Det glæder jeg mig til….

Lyder det stolt fra Henning, der reger med at operationen på privathospitalet Mølholm vil sænke hans vægt med yderligere syv kilo.

- Mit mål er at komme ned på 70 kilo – og det skal jeg nok komme, siger han, inden han vender snuden hjem til morgenmaden, der hver dag består af skyr med frugt. Så er han mæt – næsten – indtil aftenmåltidet. Hvor han også nøje overvejer, hvad der skal puttes i munden. Kulhydrater i form af stivelse – kartofler, pasta, ris og brød – har han for længst skippet.

Sådan så Henning ud, da han vejede 148 kilo – lige inden han gik på pension.

Og sådan ser han ud i dag – her siddende på underetagen efter dagens træning.

- Jeg har lidt OCD. Derfor vælger jeg den samme crosstrainer lige inden for døren hver dag, smiler en svedende Henning Raahauge.

- Jeg har det så godt, når jeg kommer herned i Opstrammeren hver morgen. Og dobbelt så godt, når jeg tager hjem.

Det var et rygestop efter 60 daglige Cecil, der satte gang i Hennings overvægt, mens han arbejdede som pædagog i Grønbæk ved Jels.

Det er bare fantastisk, siger Niels Erik Westermann, 69 år, der træder i pedalerne på Opstrammeren tre gange om ugen. Året rundt.

Læg mærke til nummer to cykel på højre hånd, når du kommer ind af døren til spinninglokalet. Her træder  Niels Erik Westermann i pedalerne. Mandag, onsdag og fredag morgen. Hver uge. Året rundt.

Disse tre ugedage er den 69-årige, tidligere folkeskolelærer lige så sikker en deltager til spinning som amen i kirken. Men det tror pokker, når man får hans ”historie”. Spinning har nemlig gjort ham rask fra ikke blot én, men to truende gigtsygdomme.

- I 2005 blev jeg diagnosticeret med en sjælden gigt, der langsomt ville gøre mig stiv i ryg og alle led. Senere fik jeg også regnbuehindegigt i mine øjne, fortæller Niels, der blev indlagt i tre uger på gigthospitalet i Gråsten. De efterfølgende år måtte han køre til utallige behandlinger i Gråsten, men uden at gigten forsvandt.

- En dag snakkede jeg med Randi her på Opstrammerent og spurgte, om der ikke var et program for gigtramte, så jeg kunne undgå de trælse ture til Gråsten. Hun foreslog, at jeg skulle prøve lidt forskelligt hernede.

Niels Westermann forsøgte sig blandt andet med spinning. En motionsform, der passede ham godt. Og efter ganske kort tids træden i pedalerne opdagede han til sin store overraskelse, at cyklingen havde haft en klar effekt på hans gigtsygdomme.

- Pludselig kunne jeg bukke mig ned og røre mine fødder med begge hænder…..

Også regnbuehinde-gigten forsvandt som dug for solen, og det er nu fem år siden, at Niels blev fast inventar i spinninglokalet.

I dag har han hverken problemer med sit bevægelses-apparat eller de ubehagelige betændelses-udbrud i øjnene. Begge dele er for længst overstået.

- Det er jo bare fantastisk, smiler Niels, mens han tørrer sveden af ansigtet efter spinningtimen denne mandag morgen.

Faktisk har han ”skulket” hele ugen før, for nok er han fast inventar på cykel nummer to til højre fra døren. Tre gange om ugen. Året rundt. Men ferie skal der også være plads til, så Niels og hans kone har netop været på Svalbard i otte dage.

I bidende kulde med op til 30 graders frost genoplevede han at køre med slædehunde, som det var tilfældet, da han som ung lærer i tre år arbejdede i Grønland. Ellers har han været lærer på Starup skole i 33 år, inden han i 2013 stoppede på arbejdsmarkedet.

Siden har han arbejdet som frivillig for organisationen Verdens Børn og blandt andet været projektansvarlig for et børnehjem og en skole i Uganda. Det seneste års tid har han været frivillig i vågetjenesten hos Røde Kors.

- Det bedste er selvfølgelig, at spinningen har helbredt mig fra gigten. Men man har det altså også dejligt efter hver spinningtime. Ikke kun på grund af motionen. Men også fordi man oplever samværet med dygtige instruktører og de andre deltagere. Det er bare fantastisk, fastslår Niels Erik Westermann.

 

Niels – til højre - på spinningcyklen på sin faste plads. Cykelnummer to til højre fra døren til spinninglokalet. Til venstre en af de andre faste spinningdeltagere, Flemming Jakobsen.

- Man har det altså så dejligt efter hver spinningtime, fastslår Niels Erik Westermann, der tørrer sveden af ansigtet efter dagens anstrengelser.

- Pludselig kunne jeg bukke mig ned og røre mine fødder med begge hænder….., fortæller Niels, da han opdagede, at gigten åbenbart havde fundet sin overmand i spinninglokalet.

Jonas Ib Boskov Hundevadt, 18 år – p.t. medarbejder på McDonald’s på Jomfrustien i Haderslev.

- Jeg kan lide at træne. Jeg bliver glad af motionen. Kroppen kommer i ro. Og man får en hverdag, hvor man bliver så dejligt afslappet. Både i krop og sind.

Jonas kommer i Opstrammeren fire-seks gange hver uge. Næsten altid om eftermiddagen, hvor han mødes med sine kammerater. De er omkring en 12-14 unge, der er jævnaldrende, og for dem handler det udelukkende om styrketræning med vægte og maskiner i stueetagen.

- Men vi snakker og hygger os også sammen, fortæller Jonas, der har gået i idrætsklassen på Sdr. Otting Skole i 7.-9. klasse, og lige nu tager en periode med arbejde på McDonald’s for at afklare, hvad han vil med fremtiden.

Han spiller også fodbold i Starup. Hyggefodbold, kalder han det, for han har gennem det meste af sin opvækst været en ret seriøs fodboldspiller i HFK.

Jonas afslører samtidig, at hans anstrengelser med vægtene i Opstrammeren også er led i en indsats for at tabe sig. For godt et år siden vejede hans 1,87 meter høje krop 99 kilo. Nu er vægten nede på 87 kilo!

- Jeg lever nu også sundt. Laver ofte min egen mad derhjemme. Kaloriefattig med salat og kylling, f. eks. Det er maden, der betyder mest, hvis man skal tabe sig, mener Jonas.

Han og kammeraterne er glade for at komme i Opstrammeren.

- Det er et fint sted med godt humør hos både personale og medlemmer. Ok, man kan godt møde enkelte sure mennesker hernede. Men dem undgår man så bare….

Jonas omgivet af nogle af sine kammerater – Emil, Jens Peter og Martin. De hygger sig sammen, mens de ”pumper jern” med vægte og i maskiner.

I liggende stilling arbejder Jonas med kiloene på vægtstangen. Gennem hård træning og en sund, kaloriefattig kost har han tabt 12 kilo på et års tid. 

Forældre og deres tre teenagebørn er faste brugere af Opstrammeren – som oftest sammen.

Forældre og deres tre teenagebørn er faste brugere af Opstrammeren – som oftest sammen.

Et slemt vrid i knæet på en skiferie blev startskuddet til en ny, fælles aktivitet for familien Snitkjær.

Det var mor Pernille, der kom galt afsted i sneen i Norge, og da familien returnerede til hjemmet i Halk, truede en operation.

- Men jeg slap, fordi jeg i stedet systematisk begyndte at træne mine muskler omkring knæet, fortæller Pernille Snitkjær her seks år efter uheldet, der ikke alene resulterede i, at hun blev en flittig gæst i motionscentret. Lidt efter lidt fulgte også hele familien med: Hendes mand Karsten og børnene Sofie, Sebastian og Mathilde, der i dag er henholdsvis 18, 16 og 14 år. De to ældste går i gymnasiet, mens Mathilde går i 9. klasse.

Hele familien Snitkjær er således medlemmer af Opstrammeren. Og ikke nok med det. Alle fem træner som oftest samtidig i lokalerne på Bygnaf. Flere gange om ugen.

Denne tidlige mandag morgen mangler far Karsten dog. Han er forhindret af arbejde i hans og mor Pernilles virksomhed i Halk, Naturlig Desinfektion, der beskæftiger fire fuldtidsmedarbejdere – og tre ”deltidsansatte”: Børnene Mathilde, Sebastian og Sofie…

Halk-virksomheden sælger løsninger til bekæmpelse af bakterier og vira uden brug af kemi til virksomheder og institutioner.

- Vi har altid været lidt grønne i det. I nogle år drev vi virksomheden ved siden af vores faste arbejde, men i 2011 sprang vi ud og blev selvstændige. Og vi har haft rigtigt travlt lige siden, fortæller Pernille.

Men altså ikke mere travlt end at hun og resten af familien træner rundt regnet hver anden dag i Opstrammeren.

Sebastian, der er skudt pænt i vejret de seneste par år, satser mest på styrketræning.  Han har selv lavet et program, der skal ”fylde lidt muskler” på hans krop.

Sofie er en idrætspige med stort I. I gymnasiet har hun idræt fire gange om ugen. Desuden spiller hun håndbold, hvortil kommer træning i Opstrammeren hver anden dag.

Yngste skud på stammen i Snitkjær-familien – Mathilde – spiller også håndbold. Og døjer ligesom mor Pernille med et knæ. Både mor og datter måtte opereres i efteråret. Derfor har programmet for de to især stået på basisøvelser og genoptræning.

- Vi er alle sammen så glade for at komme i centret, for her kan man komme, som man er. Her er plads til alle. Her er et dejligt miljø. Også om morgenen – ikke Sebastian?

Smiler Pernille drillende til sin søn, der ikke helt synes at være vågnet denne morgen klokken 6.50. Men det skal nok komme, inden han og søstrene skal i skole på Christiansfeldvej og moderen tilbage til Halk for at arbejde…..

Så er der gang i crosstrainingen – fra venstre Sebastian, Sofie, Mathilde, og Pernille. 

Fire af fem medlemmer af familien Snitkjær: Fra venstre Mathilde, mor Pernille, Sofie og Sebastian. Far Karsten kunne først møde ind i Opstrammeren om eftermiddagen.

 

78-årigt medlem af Opstrammeren er stadig på arbejdsmarkedet – og stadig aktiv motionist. I sit helt eget dress.  

Slank eller buttet. Høj eller lav. Ung eller gammel. Lidt speciel eller helt almindelig.

Opstrammeren er et motionscenter, der levner plads til alle, og det er Søren et godt eksempel på.

Når den 78-årige lastbilchauffør giver den på løbebåndet eller på cross-traineren, er han iklædt en ternet skjorte, cowboy-shorts, almindelige ankelsokker og sorte, velpudsede softsko fra Ecco.

Her er ikke noget med modeshorts, tights, t-shirts eller sko fra Addidas, Nike, SportsWear og Endurance.

Nej, Søren er kommet i Opstrammeren i 14-15 år, og han har aldrig sat sine ben i en sportsforretning for at være klædt på til motion.

Men selerne har han smidt

- Hvorfor skulle jeg det? Det er da ikke nødvendigt, griner Søren og kigger ned på sine korte cowboy-bukser:

- Det er nogle gamle bukser fra dengang, jeg kørte lastbil hver dag.

I flere år kunne man også se Søren med seler på cowboybukserne, men det bruger han ikke mere:

- Jeg var vist for let genkendelig, smiler det 78-årige medlem af Opstrammeren, der også på andre måder er helt sin egen.

I hans alder har de fleste andre været på pension i mindst en halv snes år. Men ikke Søren. Han arbejder skam stadig. Efter 14 år som maler, satte han sig i 1971 bag rattet af en lastbil. Og det job varetager han fortsat. Ikke helt som tidligere. Men alligevel kører han rundt i hele Danmark med store lastvogne og trailere.

Kører lastbil i hele landet

- Jeg henter og bringer lastvognene rundt i hele landet, alt efter hvor de skal bruges, fortæller Søren, der ofte kører med bus og tog for at komme den ene vej. Det kan være til f. eks. Ishøj efter en tom lastvogn, der skal afleveres i Århus.

- Jeg har ingen faste arbejdstider. De ringer som oftest om morgenen og spørger, om jeg den dag lige kan køre derhen og derhen, forklarer Søren om sit job for et stort lastbilfirma.

Det er så også grunden til, at han ikke kommer ned i Opstrammeren på faste ugentlige tider. Det seneste halve års tid er han kommet alene. Sidst i september sidste år mistede han sin livsledersager gennem 40 år, Karen.

- Hun begyndte i centret i Nørregade for omkring 15 år siden for at genoptræne efter en rygoperation. Lidt senere kom jeg med, og vi har fulgtes ad siden.

Brat afslutning

Men 40 års samliv fik en brat afslutning. Karen døde blot fem uger efter, at lægerne havde konstateret kræftsvulster tre steder i hoved og krop.

- Hun begyndte at få tegn på sygdom allerede først på året sidste år. Nogle gange forsvandt benene under hende. Derfor var det også min plan at holde op med at køre lastbil. Men nu hvor hun er væk, fortsætter jeg. Det hjælper mig over savnet. Om dagen. Men aftnerne kan godt være lange og slemme, siger Søren, der dog også har sin familie at ty til. Familien består af Karens tre voksne børn, som han har været far for i 40 år, og børnebørnene.

Også selv ramt af sygdom

Sørens egen skæbne og helbred har heller ikke været uden bump. For tre år siden fik han en blodprop i hjertet, mens han motionerede sammen med Karen i Opstrammeren.

- Jeg var i gang med cross-traineren nedenunder, da jeg blev dårlig og gik op til Karen, der var på løbebåndet. Jeg satte mig ned på kanten og sagde, at jeg havde det skidt. Nogle ville straks ringe 112. Men Karen slog det først hen. Hun troede, jeg lavede lidt sjov….

Men det var alvor med Søren. Halvanden time efter lå han på operationsbordet i Odense, hvor han fik indopereret en såkaldt stent i hjertet, hvor blodproppen havde været.

- Tre uger efter kunne jeg igen træne hernede sammen med Karen, smiler Søren, der siden har haft det fint. Også selvom han har fået konstateret en form for knoglekræft. Men hverken det eller risikoen for en ny blodprop bekymrer ham.

- Nej, det tænker jeg aldrig på. Ting sker, når de sker, mener Søren, der fortsætter med at køre lastbil, for det skal selvfølgelig udnyttes, at han sidst i februar igen bestod den prøve, som alle lastbilchauffører skal gennemgå hvert femte år.

Og så fortsætter han selvfølgelig med at træne i Opstrammeren. I ternet skjorte, korte Wrangler-bukser og sorte Ecco-sko…..

Søren har bedt om ikke at få sit efternavn nævnt i omtalen. Også i den henseende er han en mand, der ved, hvad han vil.

Det har været og er stadig hårdt for Søren at undvære Karen. De to plejede at følges ad i Opstrammeren. Men sidste efterår døde hun, efter at de to havde boet sammen i 40 år.

Søren sidder stadig jævnligt bag et lastbilrat og træner uforknyt videre, selvom også han har været ramt af alvorlig sygdom. Blandt andet den blodprop, han fik i hjertet, da han trænede i Opstrammeren.