Af Flemming Just
Hvem er han egentlig?
Ham, der som hilsen altid afleverer en eller anden finurlig bemærkning. Ham, der snakkesaligt går rundt mellem maskinerne og tager kontakt til vi andre. Eller giver gode råd og hjælp. Når han ikke lige selv er i gang. Ham, som alle kender. Ham, der kender alle. I hvert fald hvis de kommer i centret om formiddagen.
Og endelig – ham den slanke, smilende og let genkendelige mand, der altid er iført hvid eller sort ærmeløs undertrøje.
Ja, hvem er Paul Freytag, der er ligeså fast inventar i Opstrammeren som løbebånd, cross trainer og spinning-cykel? Som i manges øjne er en del af centrets DNA. Og som fylder 70 år den 20. juni.
– Puha. Hvem er jeg? I dag? Det er vist en større ting at forklare, smiler Paul, der skelner mellem “et før” og “et efter”. Nemlig før han i 1980’erne blev ramt af ulykker og sygdom, og efter med en helbredsmæssig udfordring, som han har tacklet på sin helt egen måde.
Et liv med mange gøremål
– Jeg havde jo et liv med rigtig mange gøremål, inden jeg blev ramt, fortæller Paul Freytag, der voksede op i Haderslev sammen med tre søskende. Forældrene drev købmandsbutik på Simmerstedvej og de fire børn blev opdraget til flid og arbejdsomhed som medhjælp i butikken.
På et tidspunkt blev begge forældre nyresyge og moderen blev desuden ramt af en hjerneblødning. Det betød blandt andet, at Paul blev boende hos forældrene for fortsat at hjælpe til. Men samtidig læste han til lærer og tjente til studierne som reservepost. Da han var færdig som lærer, fik han job i Kolding Kommune og blev samtidig boende hos forældrene, indtil deres død.
– Det har altid haft stor betydning for mig at kunne hjælpe andre. Det har jeg også gjort i mit arbejde. Blandt andet som idrætslærer, hvor jeg havde meget at gøre med de unge. Også i min fritid. At hjælpe unge fyldte hele mit liv.
Livstruende udposning
Efter 40 år på blandt andet Søndervangskolen i Kolding gik Paul på pension i 2018. Den sidste halve snes år på nedsat tid, hvilket ikke huede ham. Men han var simpelthen ikke i stand til at arbejde på fuld tid, efter at han i 2009 blev opereret for en livstruende udposning på sin hovedpulsåre. Lægerne gav mig et år at leve i, husker Paul, der imidlertid “snød” fagkundskaben. For han kæmpede sig tilbage til sin gamle tilværelse – men altså på nedsat tid.
I 2020 var det igen galt med hovedpulsåren. Nu den nedre del, som lægerne klarede ved hjælp af medicin da en operation var for risikabel. Efterfølgende viste Paul igen sin enorme viljestyrke. Med en intens genoptræning på sygehuset og i Opstrammeren, en disciplineret livsførelse og et positivt sind er han i dag den Paul Freytag, som vi andre motionister møder i centret.
To bilulykker
Det er så meget desto mere imponerende som at Pauls historie desuden omfatter to bilulykker, hvoraf den ene også var tæt på at koste ham livet. I 1982 buldrede en lastbil ind i siden på Pauls bil. Han blev kastet over på en mark og pådrog sig svære rygskader – men kom sig efter et længere sygeleje.
Seks år senere blev han ramt af en ny bilulykke. Denne gang i et frontalt sammenstød, der betød, at han fik ødelagt samtlige ryghvirvler med undtagelse af to i nakken. Igen tog lægerne fejl, da de mente, at Paul nu for altid havde mistet sin førlighed. For han kæmpede sig indædt tilbage til en normal tilværelse.
– Sådan er det nu også i dag. At jeg må kæmpe for at holde fast i mit liv. Ved at træne hver eneste dag, for jeg lider også af et meget lavt blodtryk og en lav puls. Både mine lunger og mit hjerte er for store. Man kan sige, at det er et nødvendigt onde at jeg skal træne så meget Men det er et onde, jeg har det godt med, og som jeg tager som en positiv udfordring,
Pauls hverdag
Hermed altså lidt af forklaringen på, hvem Paul Freytag er. Hvorfor han hver dag – ugens syv dage – kører fra sit rækkehus i Nederbyvænget ved 6.30-tiden ind til Bygnaf, klæder om og cardio-træner to timer og derefter den plagede ryg i godt en times tid.
Inden han kører hjem igen i sin grå Skoda Octavia, som altid parkeres ved Opstrammerens gavl med fronten udaf, er det også blevet til en masse snakke rundt i centret og ved “stambordet” i café-området på 1. salen, hvor han sammen med en lille skare af andre motionister drikker kaffe og spiser sin medbragte mad.
– Jeg spiser otte gange i døgnet. Det skal jeg, siger lægerne. Og jeg følger en nøje diæt med fisk, kylling, frugt og grønt, fortæller Paul – 1,80 meter høj og 56 kilo let. Han har aldrig røget og aldrig drukket alkohol. Undtagen en lille slurk øl, han tog som dreng en nytårsaften hos forældrene.
Altid ungkarl
– Ungkarl? Ja, det har jeg været alle mine dage. Jeg har ikke haft tid og plads til en partner, griner Paul, der udfylder dagene efter træning i Opstrammeren med rengøring, madlavning, butiksindkøb og lidt tv, når der er en god fodboldkamp.
70-årsdagen skal der ikke gøres det store stads ud af. Paul inviterer nogle af de nærmeste – herunder storebroderen og hans familie i Aabenraa – på restaurant. Og så regner han med at være vært ved lidt brød og kaffe, som alle, der har lyst, kan nyde i café-området i Opstrammeren. For selvfølgelig møder Paul frem til sin daglige træning. Også på sin 70-års dag.
Og sagt med en af hans egne hilsner – en smule omskrevet – når andre motionister møder frem i lokalet:
“Neeej, der er jo Paul. Godt at du kommer i dag! Vi glæder os til at fejre dig!”
Paul Freytag i bike-rummet og fotostaten fra et Tour de France – spinning er en af de discipliner, Paul dyrker i sit daglige cardio-program.
– Jeg må kæmpe for at holde fast i mit liv. Ved at træne hver eneste dag, for jeg lider også af et megetlavt blodtryk og en lav puls. Både mine lunger og mit hjerte er for store.
Paul Freytag fortæller om sig selv ved “stambordet” på førstesal: – Det har altid haft stor betydning for mig at kunne hjælpe andre. Det har jeg også gjort i mit arbejde. Blandt andet som idrætslærer